Vores dans/Undervisere

Undervisere

Linus Aabye

Linus Aabye Jensen har danset tango siden 1998, da han i sine studier på Den Ny Dramaskole modtog undervisning hos Victor Diaz. Det inspirerede Linus til at forlade skuespillerstudierne til fordel for tangoen. Efter studier i Paris og Berlin tog Linus i år 2000 til Buenos Aires, hvor han opsøgte den gamle maestro José “el Turco” Brahemcha. José tog ham i lære, så Linus i dag fremstår som én af de få overleverere af den gamle og nu afdøde maestros legendariske stil. I 2004 stiftede Linus Tango Urquiza Skolen i København. Udover sine studier hos José har Linus studeret hos Carlos Perez, Esteban Moreno, Jorge Dispari og Natalia Hills, alle store navne indenfor tango salon. Linus har ved siden af sine optrædener i Europa også optrådt flere gange i Buenos Aires på klassiske milongaer som La Baldosa og Sin Rumbo. I 2012 debuterede Linus på teaterscenen som danser i forestillingen Maria de Buenos Aires ved Københavns Operafestival 2012.

Camilla Marie Dahlgreen

Camilla Marie Dahlgreen er oprindeligt uddannet klassisk sanger ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Siden 2006 har hun dedikeret sin kunstneriske interesse til tango med studier først og fremmest i Buenos Aires hos Carlos og Rosa Perez og Natalia Hills. Camilla arbejder for Tangoskolen Urquiza i København ved siden af sit arbejde som sanger og musikskribent. I 2013 debuterede Camilla som showdanser sammen med The Piazzolla Orchestra ved Festspillene i Bergen. “Carlos Perez’ simpelhed og Nathalia Hills’ udfordrende fysiske niveau er mine største inspirationskilder. Når jeg underviser, leder jeg efter folks egen tango og nyder dens forskellige udtryk.”

Vores dans

Både når vi danser og når vi underviser er vores udgangspunkt, at vi forvalter en arv, der er blevet givet os, ikke bare fra vores maestros, men fra en hel kultur. Det, der har skabt tangoen, er menneskers intense og passionerede udøvelse af den.

I tangoen handler det ikke, som klichéen ofte fortæller, om at kvinden bare skal give sig ind til manden, men om at begge skal give sig ind til hinanden og musikken med lige stor indsats. Vi tager udgangspunkt i, at dansen oprindeligt er skabt af mænd, der øvede sig med hinanden på practicaer, hvor de udviklede deres figurer og bevægelser. Det er denne drengeleg, som kvinder inviteres ind til i tangoen. Man må forestille sig, at kvinderne ligeledes har øvet sig derhjemme indenfor hjemmets fire vægge med familiemedlemmer eller venner af familien. Ligesom det i enhver samtale er situationen, der bestemmer hvad det er for et møde, kan man i tango tale med både sin bror og sin søster, sin bedste ven, en fremmed eller sin elskede, og samtalen eller dansen vil danne sig derefter.

I vore øjne er det smukkeste ved tangoen, den stærke kontakt mellem to mennesker. Den kontakt søger vi især i en fysisk stærk dans. Jo mere vi skærper det fysiske nærvær, jo nemmere er det også at skærpe det mentale. Igennem den stærke fysiske dans opnår vi også, at begge parter er lige stærke og lige bevidste i dansens udførelse. Denne ligestilling ligger i dansens dna: der skal to til tango!