Urquiza tangoen

Det er en stilart, som er karakteriseret ved sit raffinement; ved bevægelsernes renhed; ved sine giros, agujas og lapices.  Det grundlæggende princip går på trinnenes færdighed, forarbejdet med elegance og respekt for rytmen: At danse langs gulvet med harmoniske bevægelser er den første betingelse for at kunne begå sig i Urquiza tangoen.

Af dens største repræsentanter i historiens løb kan nævnes: Luis Lemos ”milonguita”; Miguel Mancini; Reinaldo Dàvila og Edgardo Clemente ”Perita”.

Stilen opstod i Urquiza-kvarteret i 1942. Den har sine rødder i 40érnes tango fra rabarber-kvarterenes klubber i Buenos Aires, og dens tætteste forløber er Canyengue tangoen, som udvikledes mellem 1920 og 1939. Denne enkle og rene tango lagde i løbet af 1940erne grunden for en serie ”stilarter”, imellem hvilke Tango Orillero, Tango Salon, Tango Fantasia og Tango Moderno (Urquiza) skilte sig ud.

I 1952  begynder det imidlertid at vælde frem med nye retninger, senere kendt som ”Tango Milonguero” eller ”del centro”. I dag kombineres denne form for tango med moderne klassiske dans og er typisk repræsenteret ved show-tangoen.

Man kan sige at stilen ændrede sig med den omstrukturering af orkestrene, som følgelig ændrede tangoens rytme. Hvor den i begyndelsen var domineret af kvartetter og kvintetter, gik det i 40erne over til en anderledes storslået overdådighed (hvoraf størstedelen stadig lyttes og danses til i dag), med orkestre som Trolio, Pugliese, Di Sarli, Tanturi, Biaggi, Salgán, De Angelis, Dàgostino, Miguel Caló, Florindo Sassone og mange andre.

I tiden efter 1960 opstår der desuden en nyskabende retning (ligesom i dansen), hvor frontfiguren Piazzola, er den vigtigste repræsentant.

Af Jose “el turco” Brahemcha