Jose ”El Turco” Brahemcha

Villa Urquiza-en skjult skat 

– interview med José “El Turco” Brahemcha

Ifølge en af de største tangodansere og lærere gennem tiden, José ”El Turco” Brahemcha, er der en meget vigtig del af tangoen, som aldrig har været udenfor Buenos Aires. Han fortæller her om den tango, som for mange i Argentina er tangoens fremtid, – og som han nu er rejst til Europa med, for første gang i sit liv.  

Portrætinterview

Af Anne Katrine Skjoldborg

José “El Turco” Brahemcha er i Danmark. Han har taget den lange rejse hertil, fordi en af hans elever, Linus Aabye, netop har oprettet  en skole i København, som har til formål at undervise i Tango Urquiza – den stil, som José Brahemcha står som det største nulevende ikon for. Skolen bliver den første i Europa, som udelukkende vil være dedikeret til Tango Urquiza, – og nyheden om dette motiverede ham til, for første gang i sit liv, at rejse udenfor Buenos Aires…

“Tangoen kom til Europa først og fremmest i 1910; den er ikke ny i Europa”, svarer José “El Turco” Brahemcha , da jeg spørger ham, om han er kommet hertil for at reformere dansen.

José Brahemcha er for kendere af tangoen én af de største dansere og lærere nogensinde, og mange af nutidens unge tangostjerner betragter ham som en af de vigtigste kilder til dansen. Blandt disse, som han har undervist og inspireret, er Pablo Veron (“The Tango Lesson”), Javier og Geraldine.

José “El Turco” Brahemcha står, sammen med legenden Luis Lemos, som selve symbolet på Urquiza tangoen, den dansestil som udvikledes i rabarberkvarterernes klubber i 1940´ernes Buenos Aires. Men selvom denne stil i Argentina af mange regnes for at være indbegrebet af det, man forstår ved den “ægte” tango, så er Urquiza endnu ikke særlig kendt eller udbredt i Europa. Det skyldes, at den aldrig, som flere af de andre stilarter, er blevet eksporteret til Europa, fordi dens mestre ikke før har rejst udenfor Argentina med den. Det er dét, som José Brahemcha nu, i en alder af 73 år, har besluttet sig for at gøre. For at være sikker på, at man kommer til at kende til denne tango, som, på trods af at den er ældre end både milonguero- stilen og tango nuevo, for ham at se er den mest moderne.

Men inden han begynder at fortælle om sin egen tango, og hvordan det hele begyndte, pointerer han lige, at tangoen som sådan har været her længe. Der er blot én meget vigtig ting, vi europæere ikke fik med i eksporten…

Tangoen i Europa

For historien er, at tangoen fejede ind over Europa allerede i 1910, efter at drenge fra den argentinske overklasse havde opdaget den i Buenos Aires´ fattige indvandrerkvarterer. De tog den med til Paris, -som var det sted, hvortil de bedst stillede på den tid tog på “dannelses rejse”, – og præsenterede den her for deres venner i det parisiske borgerskab. Efter det år blev tangoen danset på alle de parisiske saloner, og efterhånden også over resten af Europa. Som etableret dans, adelsmærket af selveste Paris, og derefter endelig anerkendt af de højere klasser i Buenos Aires, fik den også sine nye stjerner, og blev i løbet af de følgende årtier udviklet og forfinet, og forgrenede sig i forskellige stilarter og udtryk.

Efter at den i 1960´erne og 70´erne havde været trængt længere ud i periferien af det kulturelle landskab, blandt andet som følge af militærdiktaturet i Argentina og indtoget af beatmusikken i USA og England, fik den i 1989 en stor renæssance i Europa. Her lancerede man showet “Tango Argentino”, som blev en stor kommerciel succes. Denne nye gyldne periode byggede på et anderledes fundament end den første, da den tango man nu lancerede var en dans, der i langt højere grad var beregnet på et publikum, på scene optræden. Den såkaldte show-tango var baseret på en blanding af “Milonguero-stilen”, også kendt som “del  centro” , kombineret med elementer fra moderne og klassisk dans, – man kalder den også “Tango Nuevo”.

At fjerne tangoen fra det overfladiske

Det ligger der, set med José Brahemchas blik, den fare i, at dansen kan blive taget for langt væk fra sin oprindelige “sjæl”,  fordi det, der i virkeligheden er kilden til inspiration og nyskabelse, kan gå tabt: “Nu om dage, alt hvad man ser er kommerciel og teknisk tango, altså en tango der er kommerciel for at vinde penge. Man ser ikke den mere emotionelle tango. Nu er det teknik, man søger, og teknikken alene, den er kold. Fordi der er ikke kærlighed i teknikken. No hay amor en la technica”. Han gentager denne sætning flere gange frem for sig, inden han går videre. “I alle systemer og i alle ting i livet er det nødvendigt, at der indgår kærlighed, – men en kærlighed, som er ordentligt interpreteret. Det er ikke for at blande det sammen med kærlighed og sex, for det er noget andet. Så kærlighed er noget, der kommer indefra.”

Det er blandt andet denne præmis, at kilden til dansen kommer indefra, og at teknikken ikke er det primære, men blot et middel til at interpretere den, – som José Brahemcha er kommet hertil for at minde om. Og for at vise, at der findes en dans, som både har inderlighed og grundighed som fundament, men som samtidig er dynamisk og rummer komplicerede figurer:      

“Den tango, som jeg danser og underviser i, er en anden slags tango, end den man danser i et show. For dén slags tango er en løgn. Forleden så jeg et par danse en tango, som gav mig en følelse af skræk og rædsel. Det her havde ikke noget med tango at gøre, det her handlede om at løbe derhen og derhen og smide hende dérop…”

Det, José Brahamcha vil med sit besøg, og med at støtte etableringen af Tango Urquiza skolen i Danmark, er altså at gøre et forsøg på at bringe tangoen mere tæt på det emotionelle og bringe den tilbage til sin kilde…

“Jeg forventer, at tangoen på et eller andet tidspunkt vil vende tilbage til rødderne, men jeg tror, at den har nogle svære betingelser at gøre det under, fordi folk generelt er optagede af hver deres problemer, økonomiske og så videre.

Folk her eller i den moderne verden generelt?

“Folk i den moderne verden. For eksempel i Buenos Aires er der mange piger, der starter med at danse for at blive professionelle, danse shows, få karriere… Det kan også godt være, at der kommer mange udefra, fra andre lande, som søger dette med at man kan være i omfavnelse, noget man måske ikke har så meget i deres lande. Der er mange mennesker i tangomiljøet, som er sådan lidt fortabte, mange som er alene eller endt med at være blevet skilt, eller aldrig har haft nogen, eller altid har ønsket nogen… og de søger så en relation i dansen. For eksempel er mange af de kvinder, der danser i Buenos Aires, psykologer! Vi har sådan et udtryk, som betyder nogenlunde: følelsen af at være ved at drukne i vandet, og man plasker fortvivlet rundt for at holde sig oppe på overfladen. De ser en smule ungdom, og de er der med det samme. På den måde er de fattige.”

Men hvis du mener, at det er et træk ved det moderne, at mennesker bliver mere søgende og mere emotionelle, varsler det så ikke en god fremtid for din tango?

Det, man søger i virkeligheden og i tangoen, det er omfavnelsen, fordi i andre danse er det ikke en ægte omfavnelse. Alle mennesker, alle humane mennesker, har brug for kærlighed. Så ligegyldigt hvor uafhængig man kan se ud, så har alle, enhver mand og enhver kvinde, den samme drøm om at møde én…

Her i Europa taler man om Tango Urquiza som den “antikke form for tango”, da den jo blev skabt helt tilbage i 40´erne og 50´erne. Mens Tango Nuevo bliver fremhævet som den nye og moderne tango, fordi den er af nyere dato. Og det er også Tango Nuevo, som er blevet eksporteret til Europa.. Hvordan kan det være, at urquizaen ikke har været i Europa endnu?

Indtil 1920 havde man én stil, hvor tangoen bestod af fløjte og guitar. I løbet af 1920´erne kom der bandoneon på, og så opstod der en anden stil, der dominerede indtil 1935. Rytmen i disse tangoer var hurtig. Så efter 1935 begyndte en musiker – Julio de Cáro – at lave en tango, der var mere romantisk. Og med ham fik vi alle de her orkestre, vi nu kender, som Troilo og Pugliese og så videre.. der ligger indenfor den her stil og denne her tid. Og fordi de forandrede rytmen og lavede den anderledes, mere blød og fin, så ændrede de også koreografierne. I Canyenge tangoen, der var før 1935 (og som regnes for urquizaens tætteste forløber, red.), der dansede man det hele venstre om. Men i den nye tango, der kunne man både gå til højre og til venstre. Så der er ikke noget, der hedder Tango Nuevo! Fordi det man danser nu, det var noget, de allesammen lavede i 50´erne. I 1952 kom “Estilo milonguero”, som Susanne Miller og andre dansede. Det, nogen kalder Tango Nuevo idag, som er karakteriseret ved at man har meget store centrifuger og store bevægelser, dét er en stil, som en der hed “El Russo”, russeren, lavede for mange år siden (idag bedre kendt som Gustavo Naveiras stilart, red.), – og er derfor heller ikke ny…

Det, der skete i Tango Nuevo, var, at moderne dans blev mikset sammen med tango. Tangoen var altid på gulvet. Det, som mange danser idag, hvor pigerne har det ene ben oppe eller laver spring hele tiden, er træk de tog fra moderne og klassisk dans og puttede ind i tangoen.

Og hvad mener du om den stil?

Det er beregnet til scene-optræden, ikke til at danse tango. Tangoen er til for at føle sensualiteten og for at føre en kvinde rundt… de ting kan man ikke føle, når man bare kaster benene op i luften.

Mener du så, at det faktisk er imod tangoens “sjæl” at lave shows?

Jeg forklarer nu, hvorfor det er sådan, at den moderne dans, eller den klassiske dans, sneg sig ind i tangoen: De piger, som dansede moderne dans inde i tangoen, var dem som ikke havde triumferet som moderne eller klassiske dansere, dem der ikke var blevet stjerner. Så de begyndte at komme ind i tangoen og sige til de andre tango-dansere: nej, man skal føre dem til det og det, for det vil se smukt ud, hvis benet bliver sparket helt op i vejret. Der er mange af de her dansere, som gerne vil lave smukke tangoer og lave spring og putte fødderne op i luften, men som slet ikke er fysisk forberedte på at gøre det.” Geraldine er én af undtagelserne, bemærker José Brahemcha, fordi hun er så grundig med sine bevægelser og dermed har en høj kvalitet i alle de ting, hun gør.

“Så den stil, som er fremme nu, og som man kalder for Tango Nuevo, har slet ikke noget at gøre med tangoens essens: For hvis vi siger, at tangoens rødder, eller en vigtig del af essensen, er sensualiteten mellem de to der danser, så er det temmelig svært at føle dét, mens hun svæver rundt oppe i luften. Og man kan ikke, ligesom når man danser i omfavnelse og siger til pigen, at man virkelig godt kan lide hende… på samme måde kaste hende op i luften og så råbe efter hende, at man rigtig godt kan lide hende.

Hvad skete der i 1952, da Milonguero stilen blev opfundet?

Muy bien. Tango milonguero startede i 1950´erne, som følge af flere årsager: Dels  ændrede miljøet sig, fordi mange af disse mennesker, der før havde danset dagligt, giftede sig og fik familier osv og derfor ikke længere kunne gå ud og øve sig, som de kunne før. Som følge af det begyndte der at være færre practicas med dans. Efter 1949-50 begyndte kvinderne også at komme til de her practicas, – og derfor var det ikke længere en practica. Da den nye generation af tango kom, var der derfor ikke længere, som førhen, steder, hvor mændene kunne tage ud og dygtiggøre sig. (Før dette var practicaer udelukkende for mænd, red.) Og derfor lærte man mest at danse hjemme i stuen, hvor man øvede sig med sin søster eller sådan noget, før man skulle ud og danse.

– Og derfor fik man efter 1952 en meget mere forsimplet tango. Så tangoen var ikke længere den samme.

Er dét en stil, vi har arvet her i Europa?

Ja. Som tidligere omtalt er der en kvinde, der hedder Susanne Miller, der har taget den til Europa, og har undervist i den. Da Tango Milonguero startede, så begyndte pigerne, som tidligere havde haft armen her (…) med at hænge den rundt om manden. Førhen kunne de ikke gøre det, for det ville deres mødre ikke have. Så da disse døtre, hvis mødre ikke havde tilladt dem at danse sådan, selv blev mødre, så tillod de deres egne døtre at gøre det. I Tango Milonguero danser man stadigvæk for at vinde en mand eller en kvinde, – men resten begyndte man at glemme.

Hvor trist..

Nej, det var ikke trist, for pigerne kunne godt lide det. Fordi førhen var det sådan, at manden stillede sig i en position som den, der holdt kvinden. Men nu blev det kvinden, der omfavnede ham i stedet for. Det vil sige, at hvor det førhen var manden, der tog kvinden af sted i forførelsen, var det som om kvinden, der gav sig hen til manden, tog ham af sted.

Men var det da dårligt?

For pigerne var det ikke og heller ikke for fyrerne, men vi taler om tango.

Urquiza stilen må være opstået ud fra et behov for at skabe en modvægt, eller en afløser til, den tango, der fandtes i forvejen..?

Stilarterne er der fortsat. Det er ikke sådan, at den ene stil afløste den anden. Der er stadig folk, der danser de andre stilarter, som også fandtes dengang. Men forskellen er, at de andre stilarter var mere “hårde” i forhold til, hvordan man førte kvinden. Den nye stil, Urquiza,  var karakteriseret ved en mere følsom måde at være sammen med kvinden på.

Så hvis man skulle beskrive, hvilke værdier, der ligger gemt i Urquiza tangoen, kunne man sige, at det centrale er idealet om manden som gentleman?

Si. Urquiza tangoen er bygget over nøjagtig de samme figurer og bevægelser som den tango, der var før, men idéen bag urquiza var at lave disse trin med en helt anden delikatesse. Så tango urquiza bevægede sig hen mod en tango, der var mere dansende end før. I andre stilarter kunne man for eksempel lave en boleo meget voldsomt og direkte, hvor den i Urquiza altid kommer blødt, stille og roligt, og med tid.

Der findes i Urquiza stilen mange flere variationer og finesser til kvinden, end i de andre stilarter…

Disse finesser var ikke noget, der eksisterede før Tango Urquiza. De var trin, vi opfandt til kvinden. Så de måske kunne kigge på hinanden og blive misundelige over, hvordan man førte den ene.

Tango Urquiza er den mest romantiske form for tango. Den er ikke den her mandschauvinistiske stil (som vi kender tangoen fra klichéen), hvor manden svinger rundt med pigen for at dominere hende. Bum, bum, el hombre, el hombre. No, no. Mas romantico – el hombre y la mujer.

Så kvaliteten af en tango er i Tango Urquiza lige så meget op til kvindens kreativitet som til mandens?

Ja, helt bestemt. Det er indlysende, at denne dansestil kræver specielt meget af kvinden, specielt megen kreativitet. Der lever stadigvæk nogle af disse kvinder, som opfandt og dansede mange virkelig, virkelig smukke detaljer. Når du kommer til Buenos Aires, vil jeg tage dig med ud og vise dig én af de danserinder, som stadig lever, og som har været én af de allerstørste danserinder nogensinde. Hun dansede og satte sine bevægelser så delikat, at man næsten ikke kan forestille sig det – en “delicadessa total”!

Nu gør pigerne sådan her: (José demonstrerer en maskulin bevægelse…)  Men den slags bevægelser er for manden. Fordi pigen har en lille og smuk fod, med hæl og det hele, så skal hun lave trinnene på en smuk og delikat måde, og ikke som manden. Så denne slags piger, de store Urquiza danserinder, brød sig ikke om at hænge på manden, som man gør i milonguero-stilen. Fordi hun ville have sit område og sin plads, både for at kunne lave sine egne figurer, og for at kunne lave en seduktion af manden i stedet for bare at hænge sig på ham. I denne stilart blev det altså mere hendes svar med de små ting, der skulle forføre ham, end det var bare at krænge armene om ham.

Kan man så ikke sige, at Urquiza stilen bliver mere kompliceret at danse end de andre stilarter?

Si, es mas complicado. Men pigerne som dansede denne stil var også mere sensitive, fordi tangoen skal være sensuel, ikke seksuel. Nu præsenterer man den som seksuel, fordi pigerne følger ved at have det ene eller det andet ben oppe i luften. Men det er ikke sådan, det skal være!

Mener du dermed, at der ikke må forekomme storladne figurer eller temperament i Tango urquiza, som for eksempel boleos og ganchos?

Vi ændrede boleoerne, faktisk: førhen lavede man dem mere direkte, men vi fandt ud af, at man skulle lave dem mere nedefra og op, for at skabe en mere yndefuld bevægelse. Så det var altså et udtryk, som vi nyskabte.

Sammensmeltningen af sådanne kvaliteter i Urquiza tangoen, rigdommen af delikate og overraskende figurer, og idealet om at danseren kan bruge disse til at udtrykke sin personlighed med, i bevægelsen mellem trinnene…Sådanne kvaliteter har fået danseren Gustavo Naveira til at beskrive tango urquiza som ”en skjult skat” af viden.

Hvad mener du, at de nye, unge dansere kan gøre for at højne tango-niveauet, for at gøre tangoen bedre?

Mira, es un poco difficile. Porque? Folk generelt har nu vænnet sig til selve koreografierne, altså selve bevægelserne fra denne her anden slags tango, som er blevet eksporteret til Europa. Og det vil koste meget besvær for dem at skulle ændre denne koreografi og måde at tænke dansen på. Især fordi at de maestros, professores, som kommer til Danmark, Europa osv., underviser i denne her anden stil. Der er ikke nogen af dem, der er bekymrede for det her; for det første fordi de ikke er interesserede i at lære folk at danse tango, for det andet fordi de ikke ved det. Og det, de egentlig er mest interesserede i, det er at… tjene penge. Når de unge mennesker, som så har lært at danse tango, rejser ud i verden med den dans, de har lært, og underviser, – så gør de det uden rigtigt at vide, hvad den kommer fra. Og folk har ikke nogen anden mulighed end at tro på de lærere, som rejser.

Men der er vel nogle særligt søgende unge mennesker, der vil få den fornemmelse, at dette ikke er helt rigtgt, og så forsøge at søge tilbage til tangoens rødder?

De kan vise dig nogle teknikker til at lave forskellige bevægelser, men de kan ikke vise dig den emotion, eller den følelse, der ligger bag, – fordi de ikke selv kender den! De kan ikke fortælle dig, at tangoen er sådan her eller sådan her, for de ved det heller ikke selv.

José Brahemcha nævner dog, at der findes nogle unge mennesker, som kender til og mestrer denne tango, som han nu er taget til Europa for at undervise i. Naturligvis er Linus jo en af dem, der bedst har  forstået urquiza tangoen, og som har et dybtgående kendskab til mine figurerog bevægelser. Det er jo blandt andet derfor, jeg er kommet til København, for at fortsætte undervisningen med Linus, og give mine 57 års danseerfaring videre til ham. Jeg har endnu ikke mødt en udlænding, som har holdt af og forstået og kunnet udføre tango urquiza i en sådan grad som Linus. Jeg har kendt og undervist både hollændere, franskmænd, tyskere, englændere, spaniere, italienere… Så jeg kom til Danmark for at være sammen med Linus, og for at være sikker på, at man kommer til at kende til tango urquizaen, mens jeg stadig er her.

Kan man mon sige, at José Brahemcha er kommet til Europa for at medbringe den før omtalte ”skjulte skat”, gemt helt fra 1940´ernes Buenos Aires…     

Så det, du vil med dit besøg i Danmark, er altså at rense tangoen en lille smule og bringe den tilbage til rødderne?

Si!

Men du skal tage til Buenos Aires for, med dine egne øjne at komme til at kende noget af det, jeg taler om. Jeg havde hørt, at Danmark var et meget smukt land, hvor alle husene lignede hinanden. Men nu har jeg set det med mine egne øjne.”