/
logo

Om Tangourquiza

Tango Urquiza

Vores skole er opkaldt efter bydelen Villa Urquiza i Buenos Aires, Her har vi hentet det meste af vores tangolærdom. Det er en bydel, der er berømt for at være hjemsted for de største dansere og for at dyrke den gamle tradition. Virtuositet og passion er kendetegnende for stilen i Urquiza.

læs mere

Primitivitet iklædt et jakkesæt

Bag de raffinerede trin i argentinsk tango ligger inspiration fra mange kulturer. Europæiske immigranter mødte afrikanske og cubanske rytmer i den nye havneby Buenos Aires og heraf opstod den argentinske tango. Det er en storbydans, der endte på dansesalonerne, men startede på gaden, og derfor er den både primitiv og elegant, kodificeret og passioneret.

læs mere

Argentinsk tango er også en livsstil.

De fleste, der giver sig i kast med argentinsk tango, mærker hurtigt, at det er en dans for livet. Det er en dans, man kan udvikle sig med og som starter allerede ved de første skridt på grund af dens rødder i det simple.

Vores dans

Både når vi danser og når vi underviser, er vores udgangspunkt, at vi forvalter en arv, der er blevet givet os, ikke bare fra vores maestros, men fra en hel kultur. Det, der har skabt tangoen, er menneskers intense og passionerede udøvelse af den. Tangoen er i sit udgangspunkt simpel og denne simpelhed er vores grundlag og noget, vi altid søger tilbage til, men samtidig er tango en stærk dans, udviklet af store dansere. Tangoen udfordrer fysikken, fordi den leger med fysikken. De enkle bevægelser har deres egen sublimitet, som vi altid vil blive ved at udforske. Derfor lægger vi meget vægt på teknikken som en genvej til at opleve tangoens virtuositet og styrke. Fra vores forskellige maestros har vi et stort figurrepertoire, som vi forvalter med stor omhu for at vedligeholde og videregive.

I tangoen handler det ikke, som klichéen ofte fortæller, om, at kvinden bare skal give sig ind til manden og lade sig dominere af manden, men om at begge skal give sig ind til hinanden og musikken med lige stor indsats. Derfor er omfavnelsen det vigtigste i tango. Ud fra omfavnelsen opstår hele dansen. Ligesom det i enhver samtale er situationen, der bestemmer, hvad det er for et møde, kan man i tango tale med både sin bror og sin søster, sin bedste ven, en fremmed eller sin elskede, og samtalen eller dansen vil udtrykke sig derefter.

Ingen dansetrin og ingen figurer er smukkere end det. der er selve tangoens æstetik: to menneskers intensive kommunikation i et øjeblik og til musikken.

Undervisere

Linus Aabye

Linus Aabye

Linus Aabye Jensen har danset tango siden 1998, da han i sine studier på Den Ny Dramaskole modtog tangoundervisning hos Victor Diaz. Det inspirerede Linus til at forlade skuespilstudierne til fordel for tangoen. Efter studier i Paris og Berlin tog Linus i år 2000 til Buenos Aires, hvor han opsøgte den gamle maestro José "el Turco" Brahemcha. José tog ham i lære, så Linus i dag fremstår som én af de få overleverere af den gamle og nu afdøde maestros legendariske stil. I 2004 stiftede Linus Tango Urquiza Skolen i København. Udover sine studier hos José har Linus studeret hos Carlos Perez, Natalia Hills og Alejandro Aquino, alle store navne indenfor tangoens verden. Linus har ved siden af sine optrædener i Europa optrådt flere gange i Buenos Aires på klassiske milongaer som La Baldosa og Sin Rumbo. I 2012 debuterede Linus på teaterscenen som danser i forestillingen Maria de Buenos Aires ved Københavns Operafestival 2012 med efterfølgende optrædener sammen med Piazzollaorkestret ved Festspillene i Bergen i 2013 og Parallels Festival i Norilsk i Sibirien samme år. Siden 2013 har Linus og Camilla været dansepartnere. Sammen brænder de for et både kunstnerisk og pædagogisk projekt omkring at udforske og videregive tangoen fra dens rødder.
Camilla Marie Dahlgreen

Camilla Marie Dahlgreen

Camilla Marie Dahlgreen er oprindeligt uddannet klassisk sanger ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Siden 2006 har hun dedikeret sin kunstneriske interesse til tango med studier først og fremmest i Buenos Aires hos Carlos og Rosa Perez og Natalia Hills. Camilla arbejder for Tangoskolen Urquiza i København ved siden af sit arbejde som sanger og musikskribent. I 2013 debuterede Camilla på tangoscenen sammen med Piazzollaorkestret ved Festspillene i Bergen med efterfølgende turné til Parallels Festival i Norislk i Sibirien samme år. Siden 2013 har Camilla og Linus været dansepartnere. Sammen brænder de for et både kunstnerisk og pædagogisk projekt omkring at udforske og videregive tangoen fra dens rødder. "Carlos Perez' simpelhed og Nathalia Hills' udfordrende fysiske niveau er mine største inspirationskilder. Når jeg underviser, leder jeg efter folks egen tango og nyder dens forskellige udtryk."