logo

Argentinsk tango

Om Argentinsk tango

Den argentinske tango er den, man danser i Argentina, modsat den afdeling af tango, der er blevet til en standarddans med dertilhørende andre kodex. En rød rose i munden og overdreven dramatik er heller ikke kendetegnende for argentinsk tango. Den argentinske tango lever at sit eget drama og af sin egen indre følelse, der er mere skjult for tilskueren. I argentinsk tango fryder man sig over at se parrene danse med hinanden til musikken i en forening, der er universel og befriende, privat og besnærende. Tango er en folkedans. Det betyder, det er en dans for alle. Dansen opstod i Argentina, men er et konglomerat af de europæiske immigranters danse- og musikkulturs møde med de sorte slavers rytmer og den mere oprindelige kreolske sangkultur. Alt i alt et rod, der kan få de fleste til at føle sig hjemme og ramt af det almenmenneskelige i tangoen og al dens umiddelbarhed og kompleksitet. Den argentinske tango er en improviseret og social dans, man danser med hinanden på tangodansesteder over hele verden. Sproget er internationalt.

Tangoens historie

Buenos Aires, Argentinas hovedstad, grundlagdes oprindeligt af den spanske erobringsmagt sidst i 1500-tallet. I starten af 1800-tallet importede den spanske overklasse et stort antal sorte slaver, samtidig med at Argentina i 1816 kunne erklære sig uafhængigt af Spanien, hvilket satte gang i store økonomiske og politiske spekulationer. Ikke mindst englænderne spekulerede i Argentinas rigdom og anlagde jernbaner. Forbundsstaten Argentina så det som en økonomisk ekspansionsmulighed at øge befolkningen og støttede den europæiske immigration. Fra 1880 til 1910 ekspanderer Buenos Aires’ befolkning fra 200.000 indbyggere til 1.200.000 indbyggere. Omkring halvdelen af indvandrerne kom fra Italien, en fjerdedel fra Spanien og den sidste fjerdedel fra øvrige lande, heriblandt Danmark.
Således havde man i Argentina i slutningen af 1800-tallet en befolkning, der tilsammen repræsenterede så forskellige danse og rytmer som milonga, habanera, mazurka, polka, skotsk dans, vals og flere andre. Indvandrerkulturen var fattige mennesker, der kæmpede for en tilværelse i deres nye hjemland, og der var en overvægt af enlige mænd. For alle disse enlige eksistenser var nattelivet en trøst og et sted at søge selskab og dansen en måde at opnå at være sammen med en kvinde for en kort tid. Hvornår og hvordan præcis tangoen er opstået, kan man ikke sige, men de mange kulturers møde med hinanden og behovet for fælleskab, har på ét eller andet tidspunkt givet anledning til de nye trin og den nye rytme, der fandt sine egne karakteristika og kunne kaldes en ny genre. Først en gadedans – senere en dans, der vandt ind på salonerne og fik sit elegante udtryk.
Et sted tangoen klarede sig særligt godt i sin tidlige historie, var Paris. Mange tangomusikere tog i starten af 1900-tallet til Paris for at nyde godt af parisernes kulturelle åbenhed og blomstrende natteliv og skabte sammen med de tangobegejstrede parisere et stort tangomiljø i den europæiske hovedstad. Herfra bredte tangoen sig også til andre europæiske storbyer. Også i København dansede man tango. Et dansk par opførte for første gang en tango i Helsinki i 1913 og i Finland har man danset tango lige siden. En japansk baron mødte tangoen i Paris og tog den med hjem, hvilket også i Japan skabte en stor tangotradition, der har holdt sig til i dag.
To ting var hårde for tangoen i dens hjemland: rock’n roll og militærdiktatur. Begge dele fortrængte tangoen i 50’erne til den stort set var forsvundet. Først satte peronismen sine begrænsninger for den populære danse- og musikkultur, siden fik diktaturet næsten lukket den helt ned. Og hvis de unge lyttede til noget, var det rock’n roll. Gennem 60’erne og 70’erne var den ellers så stærke tango ikke meget andet end en subkultur. Først i 1980 blev befolkningen igen mindet om tangoen ved et populært tv-show, Botica del Tango. Helt afgørende var den store satsede forestilling Tango Argentino, der i 1983 fik sin premiere i Paris. Forestillingen viste og fortalte tangoens historie og var et produkt af nogle af de bedste overlevende kræfter indenfor både tangomusikken og tangodansen. Tango Argentino blev en kæmpe succes. Så stor, at den blev solgt til USA og Tyskland. Endnu engang kunne Argentina gennem udenlandske øjne se og forstå sin kæmpe arv, da hele verden genfandt interessen for dansen. I Buenos Aires fik gamle tangomusikere og -dansere efter lang tids dvale taget traditionen op igen og givet den videre til de unge generationer.
I 2009 blev tango optaget på Unescos verdensarvliste og udråbt til international kulturarv.

Kilde: Tango – en dans og en kultur, Ole Toxværd, Forlaget Rosenkilde